Søg i denne blog

29.6.11

Fjordbanken, DSB og den skræmmende skrøbelighed

Markedsøkonomi og demokrati. Størrelser vi er blevet vant til at tage for givet og betragte som de stærke grundpiller, vores samfund hviler på. Men et nedslag i denne midsommeruges historier afslører, hvor skræmmende skrøbelig fundamentet er.

De tilsyneladende solide grundpiller krakelerer lidt, hver gang en kombination af dårlig ledelse og tilfældighedernes ugunst afslører et nyt sammenbrud i en af markedsøkonomiens eller demokratiets institutioner. Er der blot tale om kulisser?

Fjordbank Mors er endnu et dansk bankkrak, som er resultatet af en oppustet økonomisk konstruktion, hvor banken på Limfjordens perle via den ejende fond har lånt sig selv ansvarlig kapital. Kapital som er grundlaget for at kunne låne penge ud til blandt andet kæmpe landbrugsfirmaer, hvis dårlige økonomi, nu trækker Fjordbank Mors helt ned.

DSB First slap for konkurs, fordi staten nu kræver en kontrolleret afvikling. Men projektet, der skulle vise, at DSB kunne drive udenlandsk togtrafik i stor skala var åbenbart en kulisse, der kun blev holdt oppe af lån fra det offentligt ejede aktieselskab.

Både Fjordbank Mors og DSB First er skræmmende eksempler på, hvor let det er ryste fundamentet under os, hvad enten motiverne er ondsindede ønsker om egen vinding eller – næsten endnu værre – manglende lederevner. Jeg er langt fra tilhænger af, at alting skal være på det jævne og skomageren skal blive ved sin læst.

Intelligens, engagement og handling 
Men omvendt accepterer jeg, at det er alle de ”små” ting (som både Fjordbank Mors og DSB First jo altså er i tidens fylde) der skaber helheden og ikke omvendt. Markedsøkonomien, demokratiet og dermed velfærdsstaten er først og fremmest truet af alle disse ”små” hændelser som tilsammen underminerer vores samfund. Og alle de små hændelser er skabt af vores egen intelligens, engagement og handling – hver eneste dag fra vi står op til vi går i seng.

Det er værd at tænke over, mens en arbejdsgruppe under International Commission on Stratigraphy seriøst overvejer at give tiden fra år 1800 og frem navnet Antropocæn eller ”Menneskets nye tid.” Selvom vi kun har været her godt en 500.000 år ud af  klodens cirka 4,6 milliarder år lange historie, så er mennesket blevet planetforandrende og allerede afgørende for, hvordan jordens udvikling  vil være i tusindvis af år.

Både Information og The Economist har fremragende artikler om emnet.

Så spørg ikke, hvad planeten kan gøre for dig? Men hvad du kan gøre for planeten? Allerede i dag!

17.6.11

Folkemøde eller valgflæsk?

Forstår sådan set godt, at politikerne på Christiansborg, spindoktorene og alle andre professionelle interessenter gerne vil skabe en pendant til den svenske tradition for at mødes på Gotland en gang om året, slå håret ud og diskutere demokrati.

Men som borger i Danmark bliver jeg i den grad provokeret af, at politikerne lige nu sjasker lovgivning igennem på Christiansborg for at vedtage den såkaldte  2020-pakke og sidegevinster til forligspartnerne før sommerpausen og så alligevel tager til Bornholm, stiller op foran tv-kameraer og den medrejsende presseloge fra Christiansborg, mens de lader som om, at de har masser af tid til at diskutere demokratiske principper. VALGFLÆSK.

Vi har så mange seriøse problemer at se til, at det der folkemøde burde have været udsat til engang i juli når arbejdet på Christiansborg var færdigt eller i efteråret, når valgkampen rigtig er i gang. De seneste dages ”debat” på folkemødet er mangel på rettidig omhu og mangel på respekt for vælgerne.

15.6.11

Den åndelige fedme breder sig

Den åndelige fedme breder sig i velfærds Danmark, når hver niende dansker ifølge en undersøgelse fra Ugebrevet A4 flirter med tanken om at erstatte demokratiet med diktatur. Demokratiet er på vej ned med en sygdom, der ubehandlet medfører døden.

Vi skal ikke længere tilbage end 1930-erne for også i Danmark at finde en tid, hvor det var helt legitimt at betvivle demokratiet som styreform. Resultatet var en verdenskrig med ufattelige ofre og ødelæggelser over hele verden – ikke mindst i det Europa, som siden har skabt et europæisk fællesskab i Den Europæiske Union for at lære af fejltagelserne og undgå gentagelser.

Chefredaktør Anders Krab-Johansens leder i Børsen tirsdag sætter fingeren lige midt i et af de bløde punkter:

”Når en borgerlig-liberal regering kan undlade at få Justitsministeriets juridiske vurdering af grænseaftalen med Dansk Folkeparti, når skatteministeren kan give forkerte oplysninger om nabolandenes grænsekontrol, og når en minister som Søren Pind angriber en navngiven forsker for at udtale sig om grænseaftalen, er det udtryk for, at regeringstoppen trænger til politisk genopdragelse.
Mange har længe advaret om, at det europæiske samarbejde kun kunne udvikle sig, så længe ministrene selv kunne huske Anden Verdenskrig. Når de generationer, som er født efter krigen, satte sig på ministerposterne, ville den småtskårne nationalisme igen overtage dagsordenen. Desværre ser det ud til, at de får ret. Historieløsheden slår igennem i disse år, fordi den politiske elite ikke længere tager Europas voldelige fortid alvorligt.”

Ikke kun regeringen
Men det er ikke kun regeringstoppen, der skal på genopdragelse. Socialdemokraterne på Christiansborg var jo selv villig til at stramme grænsekontrollen, indtil det blev et emne, som kunne bruges imod regeringen.

Forårets store 2020-cirkus illustrerer godt, hvorfor politikerlede opstår. Lige nu hastes vigtig lovgivning igennem Folketinget i en stor pærevælling, mens vi borgere ser forbløffede til og ikke orker at blande os i debatten eller stille op for at ændre på det, der er forkert i vores optik; for det er jo blevet så kompliceret det hele.

Gider ikke bøvlet
Den åndelige fedme breder sig fra bund til top. I stedet for at ruske op i det politiske liv gennem engagement og debat om emner, gider vi efterhånden kun diskutere politik, hvis det kan begrænses til to blokke og højeste ti nøglepersoner.

Lige nu valfarter den politiske elite i Danmark til Folkemødet på  Bornholm for efter svensk model at diskutere med hinanden på en ø i udkanten af riget og så håbe, at vi andre ikke zapper over på en reality kanal eller noget sport, når snakken transmitteres til os.

Vi burde benytte chancen og ikke lade dem komme tilbage til Slotsholmen, før de har udtænkt nogle gode ideer til at revitalisere demokratiet og skabe et nyt folkestyre. Ideer som vi så kan tage afsæt i, når vi sammen går i gang med igen at blive et folkestyre og ikke bare et styret folk.

10.6.11

Provokationens svære kunst

Provokationen er en svær disciplin.

Internettet er godt i gang med at bryde det globale mediemonopol. Mennesker over alt i verden giver deres mening til kende fra demokratikampen i Mellemøsten til modetips i Velfærdsnorden.

Det er fantastisk. Mangfoldigheden blomstrer og skaber ægte ytringsfrihed. Alle skal kunne sige, hvad de vil, hvis de vil tage konsekvensen af deres ytringer – selvom de er tænkt som provokationer.

En 37-årig mand er ved retten i Glostrup blev idømt 30 dages fængsel for at have fremsat følgende trussel på Facebook mod sin eks-kone: ”Jeg slår dig ihjel, dit svin. Bare vent”.

Trusler er trusler. Uanset hvor de er fremsat. Også i en provokation.

Miralces direktør Mogens Nørgaard truede i et brev/mail til politiet, med at køre ind i mængden af strejkende blokadevagter ved CSCs nordisk hovedkvarter i Valby. Som Politiken beskriver var truslen et nødråb, fordi det tilstedeværende politi ved blokaden tilsyneladende ikke gør noget ved, at de strejkende spytter, slår og truer de medarbejdere fra Mogens Nørgaards virksomhed Miracle, som arbejder hos CSC under strejken.

I kommentaren under Computerworlds dækning af sagen fremgår det, at strejkeledelsen nu har indskærpet overfor deltagerne, at de ikke må begå hærværk, vold eller drikke alkohol under blokaden. Så Mogens´ provokation har tilsyneladende virket i et vist omfang, og jeg har er sikker på at Mogens er villig til at tage sin straf for at fremsætte trusler om vold og gå hele vejen til højeste instans for at prøve afgørelsen.

Konsekvenserne
Konsekvenserne af, at provokationen bliver argumentationen, viser sig hurtigt. Blandt andet i trusler som Mogens Nørgaard har modtaget efter sin egen trussel/provokation. Diskussionen om politiets håndtering blokaden i Valby bliver ikke nemmere af, at Politiforbundet økonomisk støtter parterne på den ene side af konflikten.

Det er trist at følge udviklingen i denne her konflikt, når man som jeg grundlæggende er tilhænger af aftalemodellen mellem arbejdsmarkedets parter. Den har eksisteret lige så længe, som vi har haft civiliserede forhold på arbejdsmarkedet. Og skønheden ligger i, at både arbejdsgivere og arbejdstagere på lige fod kan mødes og forhandle.

Men i de seneste 25 års samfundsudvikling har begge parter forsømt at modernisere organisationer, aftaler og sanktionsmuligheder, så de matcher en langt mere individorienteret, teknologisk og global virkelighed. Konsekvensen er, at en uundgåelig og moderne konflikt, som den PROSA og CSC skal løse, ultimativt skal udkæmpes med forældede våben.

Øv
Så jeg forstår i den grad Mogens’ frustration. Og jeg er rigtig ked af, at Mogens ikke har kunnet råbe os op i medierne på anden måde end gennem provokationen. For det er en svær kunst.

Se bare Jokerens nu lukkede blog for modemagasinet Cover eller Lars von Trier i Cannes.

23.2.11

Online journalistik før og nu

En kollega sendte denne illustration i dag. I al sin enkelhed siger den ret meget om, hvordan online journalistikken har udviklet sig og hvorfor vi er nødt til at gøre noget....tænke ud af boksen bogstavelig talt.

Klik på den nederste halvdel for se hele illustrationen:
Vi mangler at finde de blandingsprodukter, der kombinerer det bedste af den fortællende journalistik, med lyd og billeder, interaktivitet og alt det andet fede, som nettet åbner for. Vi må bare se at komme i gang.

22.2.11

Selvcensurens forbandelse

Så viste det sig jo, at udviklingsminister Søren Pind slet ikke er en et-gearet scooter, som Michael Jeppesen ellers så smukt havde beskrevet dethttp://www.denfri.dk/. Den udlægning var jeg ellers helt enig i efter Søren Pinds udfald mod professor Klaus Haagen Jensen på Facebook.

Men nu har jeg læst Søren Pinds velskrevne kronik på JP.dk. Her argumenterer han for, at professoren i offentlig ret ved CBS efter ministerens mening har svært ved at adskille politik og jura i flere af de medier, hvor han bliver brugt som kilde.

Rigtige argumenter
Se det er jo rigtige og nuancerede argumenter, som kan bruges i en diskussion – i stedet for bare at råbe ”manisk medieliderlig”. Uanset om det er en lukket Facebook-gruppe eller ej, så er en del af ens integritet som minister vel, at alt hvad man siger skal kunne gengives – selv det man ikke vil have gengivet, skal kommunikeres med stil.

Den integritet burde vi jo alle have. Men som borgere i et markedsdrevet demokrati må vi forvente, at de mennesker vi udstyrer med mandat – enten politisk eller økonomisk er mennesker, der kan tage en dyb indånding og både rose og skælde ud på en ordentlig måde.

Hvis man kan kommunikere på en ordentlig måde, både når man er enig og uenig, så tror jeg heller ikke, at problemet med den såkaldte selvcensur bliver så stor. I øjeblikket kan man jo ikke læse ret meget opinionsstof uden at føle, at man udøver selvcensur fordi man ikke har lyst til bare konstant at køre i et enkelt gear – den vej eller den anden vej.

Argumentet der dræber debatten
Argumentet selvcensur er efterhånden blevet den nye debat-dræber på linie med, hvis du ikke er med os, er du imod os. Argumentet fastholder argumentationen i sort og hvidt og undertrykker ønsket om at diskutere nuancer og finde de mekanismer i en sag, der måske kan bringe nye aspekter ind og flytte diskussionen.

Vi har så hårdt brug for at kick starte seriøse debatter om alle de udfordringer vores velfærdssamfund og plagede planet har. Selvfølgelig skal hverken religiøse fanatikere eller andre mørkemænd kunne stoppe diskussionen med trusler eller for den sags skyld tåbelige handlinger. Men det nytter heller ikke noget at lade argumentet om selvcensur dræbe debatten, igen og igen.

16.2.11

Søren Pind, WikiLeaks og menneskets ældste proces

JP gjorde en god gerning i bedste WikiLeaks-stil, da de forleden valgte at trodse Pressenævnets tidligere tilkendegivelse om, at ytringer i en ”lukket” Facebook-profil ikke foregår i det offentlige rum.

Hele historien om udviklingsminister Søren Pind (V) er gengivet i en forrygende version af Michael Jeppesen på blogmediet http://www.denfri.dk/ under titlen ”Søren Pind og den ét-gearede scooter”. Men i min optik stikker det dybere.

Det handler om menneskets ældste proces: kommunikation. Alle skal have lov til at give deres mening til kende, men i respekt for debatten og demonstration af, at alle mennesker har ret til en mening, så betyder retorikken noget.

Når man kalder nogen manisk presseliderlig, så har man jo allerede stoppet debatten om det reelle problem – nemlig at Søren Pind mener, at Klaus Haagen Jensen misbruger sin status som professor i offentlig ret ved CBS. Man kan ikke fortsætte en dialog på det grundlag.

Arrogance
Wikileaks offentliggørelse af de mange e-mail korrespondancer mellem amerikanske myndigheder og ambassadører over hele verden har allerede og vil uden tvivl skabe både sikkerheds og politiske problemer i mange hjørner af verden. Men det afslørede også en arrogance i den retorik, som embedsmænd og politikere bruger.

Det er ikke godt nok. Hård og uforsonlig retorik åbner ikke for debat og problemløsning. Det fører til fraktionering og konflikter.

Søren Pind er minister og bliver vurderet sådan 24 timer i døgnet. Ambassadører er samfundets tjenere. De skal alle skabe dialog og løsninger.

God tone
I Danmark var det for et par år siden meget på tale, at tonen i udlændingedebatten var blevet for hård. Det fik mange til at slå sig for brystet og erklære, at ingen skal bestemme over ”min” tone.

Det er der heller ingen, der skal. Men den sprogbrug, der skaber tonen, er afgørende for om en debat bliver konstruktiv og destruktiv. Jeg tror, at det første skabe gode demokratier og udvikling af samfund, mens det andet lukker og ødelægger.

Jo mere vi kommunikerer over alle mulige kanaler, desto mere skal vi alle tænke over, hvad formålet med vores kommunikation er og dermed retorikken – for selvfølgelig skal man skælde og smælde når det er nødvendigt og åbne for dialog, når det er formålet.