Søg i denne blog

23.2.11

Online journalistik før og nu

En kollega sendte denne illustration i dag. I al sin enkelhed siger den ret meget om, hvordan online journalistikken har udviklet sig og hvorfor vi er nødt til at gøre noget....tænke ud af boksen bogstavelig talt.

Klik på den nederste halvdel for se hele illustrationen:
Vi mangler at finde de blandingsprodukter, der kombinerer det bedste af den fortællende journalistik, med lyd og billeder, interaktivitet og alt det andet fede, som nettet åbner for. Vi må bare se at komme i gang.

22.2.11

Selvcensurens forbandelse

Så viste det sig jo, at udviklingsminister Søren Pind slet ikke er en et-gearet scooter, som Michael Jeppesen ellers så smukt havde beskrevet dethttp://www.denfri.dk/. Den udlægning var jeg ellers helt enig i efter Søren Pinds udfald mod professor Klaus Haagen Jensen på Facebook.

Men nu har jeg læst Søren Pinds velskrevne kronik på JP.dk. Her argumenterer han for, at professoren i offentlig ret ved CBS efter ministerens mening har svært ved at adskille politik og jura i flere af de medier, hvor han bliver brugt som kilde.

Rigtige argumenter
Se det er jo rigtige og nuancerede argumenter, som kan bruges i en diskussion – i stedet for bare at råbe ”manisk medieliderlig”. Uanset om det er en lukket Facebook-gruppe eller ej, så er en del af ens integritet som minister vel, at alt hvad man siger skal kunne gengives – selv det man ikke vil have gengivet, skal kommunikeres med stil.

Den integritet burde vi jo alle have. Men som borgere i et markedsdrevet demokrati må vi forvente, at de mennesker vi udstyrer med mandat – enten politisk eller økonomisk er mennesker, der kan tage en dyb indånding og både rose og skælde ud på en ordentlig måde.

Hvis man kan kommunikere på en ordentlig måde, både når man er enig og uenig, så tror jeg heller ikke, at problemet med den såkaldte selvcensur bliver så stor. I øjeblikket kan man jo ikke læse ret meget opinionsstof uden at føle, at man udøver selvcensur fordi man ikke har lyst til bare konstant at køre i et enkelt gear – den vej eller den anden vej.

Argumentet der dræber debatten
Argumentet selvcensur er efterhånden blevet den nye debat-dræber på linie med, hvis du ikke er med os, er du imod os. Argumentet fastholder argumentationen i sort og hvidt og undertrykker ønsket om at diskutere nuancer og finde de mekanismer i en sag, der måske kan bringe nye aspekter ind og flytte diskussionen.

Vi har så hårdt brug for at kick starte seriøse debatter om alle de udfordringer vores velfærdssamfund og plagede planet har. Selvfølgelig skal hverken religiøse fanatikere eller andre mørkemænd kunne stoppe diskussionen med trusler eller for den sags skyld tåbelige handlinger. Men det nytter heller ikke noget at lade argumentet om selvcensur dræbe debatten, igen og igen.

16.2.11

Søren Pind, WikiLeaks og menneskets ældste proces

JP gjorde en god gerning i bedste WikiLeaks-stil, da de forleden valgte at trodse Pressenævnets tidligere tilkendegivelse om, at ytringer i en ”lukket” Facebook-profil ikke foregår i det offentlige rum.

Hele historien om udviklingsminister Søren Pind (V) er gengivet i en forrygende version af Michael Jeppesen på blogmediet http://www.denfri.dk/ under titlen ”Søren Pind og den ét-gearede scooter”. Men i min optik stikker det dybere.

Det handler om menneskets ældste proces: kommunikation. Alle skal have lov til at give deres mening til kende, men i respekt for debatten og demonstration af, at alle mennesker har ret til en mening, så betyder retorikken noget.

Når man kalder nogen manisk presseliderlig, så har man jo allerede stoppet debatten om det reelle problem – nemlig at Søren Pind mener, at Klaus Haagen Jensen misbruger sin status som professor i offentlig ret ved CBS. Man kan ikke fortsætte en dialog på det grundlag.

Arrogance
Wikileaks offentliggørelse af de mange e-mail korrespondancer mellem amerikanske myndigheder og ambassadører over hele verden har allerede og vil uden tvivl skabe både sikkerheds og politiske problemer i mange hjørner af verden. Men det afslørede også en arrogance i den retorik, som embedsmænd og politikere bruger.

Det er ikke godt nok. Hård og uforsonlig retorik åbner ikke for debat og problemløsning. Det fører til fraktionering og konflikter.

Søren Pind er minister og bliver vurderet sådan 24 timer i døgnet. Ambassadører er samfundets tjenere. De skal alle skabe dialog og løsninger.

God tone
I Danmark var det for et par år siden meget på tale, at tonen i udlændingedebatten var blevet for hård. Det fik mange til at slå sig for brystet og erklære, at ingen skal bestemme over ”min” tone.

Det er der heller ingen, der skal. Men den sprogbrug, der skaber tonen, er afgørende for om en debat bliver konstruktiv og destruktiv. Jeg tror, at det første skabe gode demokratier og udvikling af samfund, mens det andet lukker og ødelægger.

Jo mere vi kommunikerer over alle mulige kanaler, desto mere skal vi alle tænke over, hvad formålet med vores kommunikation er og dermed retorikken – for selvfølgelig skal man skælde og smælde når det er nødvendigt og åbne for dialog, når det er formålet.