Søren Pind, WikiLeaks og menneskets ældste proces

JP gjorde en god gerning i bedste WikiLeaks-stil, da de forleden valgte at trodse Pressenævnets tidligere tilkendegivelse om, at ytringer i en ”lukket” Facebook-profil ikke foregår i det offentlige rum.

Hele historien om udviklingsminister Søren Pind (V) er gengivet i en forrygende version af Michael Jeppesen på blogmediet http://www.denfri.dk/ under titlen ”Søren Pind og den ét-gearede scooter”. Men i min optik stikker det dybere.

Det handler om menneskets ældste proces: kommunikation. Alle skal have lov til at give deres mening til kende, men i respekt for debatten og demonstration af, at alle mennesker har ret til en mening, så betyder retorikken noget.

Når man kalder nogen manisk presseliderlig, så har man jo allerede stoppet debatten om det reelle problem – nemlig at Søren Pind mener, at Klaus Haagen Jensen misbruger sin status som professor i offentlig ret ved CBS. Man kan ikke fortsætte en dialog på det grundlag.

Arrogance
Wikileaks offentliggørelse af de mange e-mail korrespondancer mellem amerikanske myndigheder og ambassadører over hele verden har allerede og vil uden tvivl skabe både sikkerheds og politiske problemer i mange hjørner af verden. Men det afslørede også en arrogance i den retorik, som embedsmænd og politikere bruger.

Det er ikke godt nok. Hård og uforsonlig retorik åbner ikke for debat og problemløsning. Det fører til fraktionering og konflikter.

Søren Pind er minister og bliver vurderet sådan 24 timer i døgnet. Ambassadører er samfundets tjenere. De skal alle skabe dialog og løsninger.

God tone
I Danmark var det for et par år siden meget på tale, at tonen i udlændingedebatten var blevet for hård. Det fik mange til at slå sig for brystet og erklære, at ingen skal bestemme over ”min” tone.

Det er der heller ingen, der skal. Men den sprogbrug, der skaber tonen, er afgørende for om en debat bliver konstruktiv og destruktiv. Jeg tror, at det første skabe gode demokratier og udvikling af samfund, mens det andet lukker og ødelægger.

Jo mere vi kommunikerer over alle mulige kanaler, desto mere skal vi alle tænke over, hvad formålet med vores kommunikation er og dermed retorikken – for selvfølgelig skal man skælde og smælde når det er nødvendigt og åbne for dialog, når det er formålet.