Det er tid at genbesøge rødderne: Hvad var det vi ville med demokrati og velfærd?
Briterne har udfordret Den Europæiske Union – uanset resultatet af folkeafstemningen. Der kommer ændringer af samarbejdet, hvad enten det britiske folk siger ja eller nej til at blive i EU.
Sent tirsdag aften i uge 25 2016 har jeg stadig budskabs-tømmermænd efter fire fantastiske folkemødedage på Bornholm. Tre generationer drog vi fra telt til telt i Allinges gader – lyttede til og snakkede om de emner, som er på samfundsdagsorden i disse måneder.
Det var fredeligt, roligt og næsten helt uden undertoner af de meget alvorlige udfordringer, som vores demokrati står overfor: I indlæggene Markedsdemokratiet forstyrres af digital gennemsigtighed og Vi har pligt til at gennemføre en demokratisk reform har jeg indenfor de sidste ni måneder beskrevet nogle af udfordringerne
En ny oplysningstid
Mens vi venter på resultatet af briternes beslutning kan vi passende bruge tiden til at overveje, hvad vi nu skal gøre. Lisbeth Knudsen, der er chefredaktør og direktør på Mandag Morgen advokerer for en ny oplysningstid:
”Vi må genopfinde demokratiet, så det kan håndtere globale udfordringer og grænseoverskridende dagsordener, og hvor politikerne ikke skjuler den virkelighed, som vi befinder os i. Til en situation, hvor vi kan bevare den danske sammenhængskraft og det tillidsbaserede samfund, vi har haft, så vi ikke ender i en afmagtskultur. Og til en situation, hvor vi må gentænke, hvordan medierne kan medvirke aktivt til en ny oplysningstid med vælgere, som bliver den hidtil bedst uddannede generation, og som gudskelov forventer at blive hørt.”
Første punkt på dagsordenen er i min optik at genbesøge samfundets rødder: Hvad er det egentlig vi vil med demokrati og velfærd?
Lyt til Keynes: Moralfilosoffen
Her kom en kommentar mig i hu; den er skrevet af lektor Michael Bøss, Aarhus Universitet og bragt i Berlingske 11. januar 2009 med titlen: Farvel til globaliseringen som vi kendte den.
”Og så foreslår Lord Skidelsky, at vi genopdager Keynes som den moralfilosof, han var, ud over at være økonom. Keynes vidste godt, at en grad af materiel velstand er en betingelse for det gode liv. Men han understregede, at når velstanden bevæger sig ud over en vis grænse, kan den blive moralsk korrumperende og få os til at glemme formålet med den: at skabe grundlag for det gode liv i harmoni med naturen og ens medmennesker.”
Den velstand vi skaber gennem udvikling og vækst er forudsætningen for, at vi kan orkestrere det gode liv ved hjælp af demokratiet. Og jo bedre vi er til at spille sammen i demokratiet, desto mere velstand skaber vi gennem udvikling og vækst i en opadgående global spiral.
Brexit vil være en svaghed i den spiral, som ultimativt kan udløse demokrexit, hvor orkesteret i bedste fald ikke skaber nok velstand og vækst, så den globale spiral kører nedad i stedt. Det samme vil et selvfedt og utæmmet EU. Det er samspillet lokalt, regionalt og globalt der er afgørende og det starter med, at du og jeg gider at diskutere og engagere os i den demokratiske proces.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar