Søg i denne blog

5.4.16

Markedsdemokratiet forstyrres af digital gennemsigtighed

Panama Papers er seneste eksempel på, at vi stadig oftere rystes i vores tro på markedsdemokratiet, når digitaliserede processer blotlægger sager, som ikke bare er uden for vores egen men også uden for almindelig samfunds- og regeringskontrol. 



Lige så stor forargelsen i disse dage er over International Consortium of Investigative Journalists’ (ICIJ) skattely-afsløringer i de såkaldte Panama Papers, lige så stor er eller bliver den usikkerhed og tvivl som på sigt melder sig efter sådanne afsløringer, som vi kender fra for eksempel Edward Snowdens læk af efterretningspapirer og Wikileaks mange afsløringer.

Professor i økonomi på Stern Scool of Business ved NYU, Michael Spence har skrevet artiklen Economic decline is leading to political instability. What’s the solution? Her argumenterer han ud over sammenhængen mellem digitalisering og arbejdsløshed også for, at den hastige digitalisering de seneste 35 år i kombination med globalisering giver os fornemmelsen af, at der er kræfter på spil, som er uden for samfundskontrol.

Tab af tillild til politikere og regeringer
Resultatet er omfattende tab af tillid til, at politikere og regeringer reelt har muligheden for at løse de komplekse verdensomspændende problemer, som den digitale gennemsigtighed bringer for en dag. Det handler både om, at beslutningstagerne mangler motivation og kompetencer, skriver Michael Spence i artiklen.

I min optik er afsløringer baseret på digitale dokumenter som i Panama Papers, Edward Snowdens afsløringer og Wikilileaks bare toppen af isbjerget. Omfanget og konsekvenserne af strømmen af flygtninge og migranter fra det forfejlede Arabiske Forår er andre eksempler, hvor vi dagligt via online medier konfronteres med utilstrækkeligheden i de mekanismer, som markedsdemokratiet reelt tilbyder i dag.

Digitalisring skaber gennemsigtighed
Digitaliseringen af dokumenter og kommunikation gør det nemt at flytte data men også at spore dem og udlevere dem igen. Selvom man bruger alle trick i bogen for at skjule de digitale spor, så er risikoen for, at nogen finder dem eller direkte udleverer dem altid tilstede – nogen vil endda hævde, at de altid kommer for en dag.

Men omfanget af afsløringerne kan altså være så uendeligt meget større i forhold til for ikke så mange år siden, hvor den slags afsløringer krævede en masse fotokopiering og kasser med dokumenter. Ligesom mulighederne for at analysere og finde de skandaløse sammenhænge i millioner af dokumenter med dataanalyse unægtelig er noget bedre end ved manuel gennemlæsning.

Mangel på dokumentation af digital værdiskabelse
Michael Spence beskæftiger sig med, hvordan tilliden til det eksisterende samfundssystem langsomt eroderer, når økonomier stagnerer og kun byder på lav vækst. Lige nu er det også en udvikling, som er skabt af vores mangel på dokumentation af de værdier, som hele den digitale transformation skaber – vi lever digitaliseringen forlæns og kommer først til at forstå den baglæns. Det skaber usikkerhed og presser os yderligere, fordi den langsigtede stabilitet er sat ud af kraft.

Disruption er altid bedst – når det er de andre, der skal forstyrres og forandre deres forretning, processer og liv. Men digitaliseringen er lige nu godt i gang med at forstyrre vores opfattelse af markedsdemokratiet, som vi kender det.

Det kommer til at give voldsomme reaktioner – alt andet lige. Omvendt kan man argumentere for, at det nu for første gang er muligt rent faktisk at kigge de globale magtinstitutioner i kortene, men at vi endnu er langt fra at have et politisk setup, der kan reagere.

Ingen kommentarer: