Fjordbanken, DSB og den skræmmende skrøbelighed

Markedsøkonomi og demokrati. Størrelser vi er blevet vant til at tage for givet og betragte som de stærke grundpiller, vores samfund hviler på. Men et nedslag i denne midsommeruges historier afslører, hvor skræmmende skrøbelig fundamentet er.

De tilsyneladende solide grundpiller krakelerer lidt, hver gang en kombination af dårlig ledelse og tilfældighedernes ugunst afslører et nyt sammenbrud i en af markedsøkonomiens eller demokratiets institutioner. Er der blot tale om kulisser?

Fjordbank Mors er endnu et dansk bankkrak, som er resultatet af en oppustet økonomisk konstruktion, hvor banken på Limfjordens perle via den ejende fond har lånt sig selv ansvarlig kapital. Kapital som er grundlaget for at kunne låne penge ud til blandt andet kæmpe landbrugsfirmaer, hvis dårlige økonomi, nu trækker Fjordbank Mors helt ned.

DSB First slap for konkurs, fordi staten nu kræver en kontrolleret afvikling. Men projektet, der skulle vise, at DSB kunne drive udenlandsk togtrafik i stor skala var åbenbart en kulisse, der kun blev holdt oppe af lån fra det offentligt ejede aktieselskab.

Både Fjordbank Mors og DSB First er skræmmende eksempler på, hvor let det er ryste fundamentet under os, hvad enten motiverne er ondsindede ønsker om egen vinding eller – næsten endnu værre – manglende lederevner. Jeg er langt fra tilhænger af, at alting skal være på det jævne og skomageren skal blive ved sin læst.

Intelligens, engagement og handling 

Men omvendt accepterer jeg, at det er alle de ”små” ting (som både Fjordbank Mors og DSB First jo altså er i tidens fylde) der skaber helheden og ikke omvendt. Markedsøkonomien, demokratiet og dermed velfærdsstaten er først og fremmest truet af alle disse ”små” hændelser som tilsammen underminerer vores samfund. Og alle de små hændelser er skabt af vores egen intelligens, engagement og handling – hver eneste dag fra vi står op til vi går i seng.

Det er værd at tænke over, mens en arbejdsgruppe under International Commission on Stratigraphy seriøst overvejer at give tiden fra år 1800 og frem navnet Antropocæn eller ”Menneskets nye tid.” Selvom vi kun har været her godt en 500.000 år ud af  klodens cirka 4,6 milliarder år lange historie, så er mennesket blevet planetforandrende og allerede afgørende for, hvordan jordens udvikling  vil være i tusindvis af år.

Både Information og The Economist har fremragende artikler om emnet.

Så spørg ikke, hvad planeten kan gøre for dig? Men hvad du kan gøre for planeten? Allerede i dag!

Folkemøde eller valgflæsk?

Forstår sådan set godt, at politikerne på Christiansborg, spindoktorene og alle andre professionelle interessenter gerne vil skabe en pendant til den svenske tradition for at mødes på Gotland en gang om året, slå håret ud og diskutere demokrati.

Men som borger i Danmark bliver jeg i den grad provokeret af, at politikerne lige nu sjasker lovgivning igennem på Christiansborg for at vedtage den såkaldte  2020-pakke og sidegevinster til forligspartnerne før sommerpausen og så alligevel tager til Bornholm, stiller op foran tv-kameraer og den medrejsende presseloge fra Christiansborg, mens de lader som om, at de har masser af tid til at diskutere demokratiske principper. VALGFLÆSK.

Vi har så mange seriøse problemer at se til, at det der folkemøde burde have været udsat til engang i juli når arbejdet på Christiansborg var færdigt eller i efteråret, når valgkampen rigtig er i gang. De seneste dages ”debat” på folkemødet er mangel på rettidig omhu og mangel på respekt for vælgerne.

Den åndelige fedme breder sig

Den åndelige fedme breder sig i velfærds Danmark, når hver niende dansker ifølge en undersøgelse fra Ugebrevet A4 flirter med tanken om at erstatte demokratiet med diktatur. Demokratiet er på vej ned med en sygdom, der ubehandlet medfører døden.

Vi skal ikke længere tilbage end 1930-erne for også i Danmark at finde en tid, hvor det var helt legitimt at betvivle demokratiet som styreform. Resultatet var en verdenskrig med ufattelige ofre og ødelæggelser over hele verden – ikke mindst i det Europa, som siden har skabt et europæisk fællesskab i Den Europæiske Union for at lære af fejltagelserne og undgå gentagelser.

Chefredaktør Anders Krab-Johansens leder i Børsen tirsdag sætter fingeren lige midt i et af de bløde punkter:

”Når en borgerlig-liberal regering kan undlade at få Justitsministeriets juridiske vurdering af grænseaftalen med Dansk Folkeparti, når skatteministeren kan give forkerte oplysninger om nabolandenes grænsekontrol, og når en minister som Søren Pind angriber en navngiven forsker for at udtale sig om grænseaftalen, er det udtryk for, at regeringstoppen trænger til politisk genopdragelse.

Mange har længe advaret om, at det europæiske samarbejde kun kunne udvikle sig, så længe ministrene selv kunne huske Anden Verdenskrig. Når de generationer, som er født efter krigen, satte sig på ministerposterne, ville den småtskårne nationalisme igen overtage dagsordenen. Desværre ser det ud til, at de får ret. Historieløsheden slår igennem i disse år, fordi den politiske elite ikke længere tager Europas voldelige fortid alvorligt.”

Ikke kun regeringen

Men det er ikke kun regeringstoppen, der skal på genopdragelse. Socialdemokraterne på Christiansborg var jo selv villig til at stramme grænsekontrollen, indtil det blev et emne, som kunne bruges imod regeringen.

Forårets store 2020-cirkus illustrerer godt, hvorfor politikerlede opstår. Lige nu hastes vigtig lovgivning igennem Folketinget i en stor pærevælling, mens vi borgere ser forbløffede til og ikke orker at blande os i debatten eller stille op for at ændre på det, der er forkert i vores optik; for det er jo blevet så kompliceret det hele.

Gider ikke bøvlet

Den åndelige fedme breder sig fra bund til top. I stedet for at ruske op i det politiske liv gennem engagement og debat om emner, gider vi efterhånden kun diskutere politik, hvis det kan begrænses til to blokke og højeste ti nøglepersoner.

Lige nu valfarter den politiske elite i Danmark til Folkemødet på  Bornholm for efter svensk model at diskutere med hinanden på en ø i udkanten af riget og så håbe, at vi andre ikke zapper over på en reality kanal eller noget sport, når snakken transmitteres til os.

Vi burde benytte chancen og ikke lade dem komme tilbage til Slotsholmen, før de har udtænkt nogle gode ideer til at revitalisere demokratiet og skabe et nyt folkestyre. Ideer som vi så kan tage afsæt i, når vi sammen går i gang med igen at blive et folkestyre og ikke bare et styret folk.

Provokationens svære kunst

Provokationen er en svær disciplin.

Internettet er godt i gang med at bryde det globale mediemonopol. Mennesker over alt i verden giver deres mening til kende fra demokratikampen i Mellemøsten til modetips i Velfærdsnorden.

Det er fantastisk. Mangfoldigheden blomstrer og skaber ægte ytringsfrihed. Alle skal kunne sige, hvad de vil, hvis de vil tage konsekvensen af deres ytringer – selvom de er tænkt som provokationer.

En 37-årig mand er ved retten i Glostrup blev idømt 30 dages fængsel for at have fremsat følgende trussel på Facebook mod sin eks-kone: ”Jeg slår dig ihjel, dit svin. Bare vent”.

Trusler er trusler. Uanset hvor de er fremsat. Også i en provokation.

Miralces direktør Mogens Nørgaard truede i et brev/mail til politiet, med at køre ind i mængden af strejkende blokadevagter ved CSCs nordisk hovedkvarter i Valby. Som Politiken beskriver var truslen et nødråb, fordi det tilstedeværende politi ved blokaden tilsyneladende ikke gør noget ved, at de strejkende spytter, slår og truer de medarbejdere fra Mogens Nørgaards virksomhed Miracle, som arbejder hos CSC under strejken.

I kommentaren under Computerworlds dækning af sagen fremgår det, at strejkeledelsen nu har indskærpet overfor deltagerne, at de ikke må begå hærværk, vold eller drikke alkohol under blokaden. Så Mogens´ provokation har tilsyneladende virket i et vist omfang, og jeg har er sikker på at Mogens er villig til at tage sin straf for at fremsætte trusler om vold og gå hele vejen til højeste instans for at prøve afgørelsen.

Konsekvenserne

Konsekvenserne af, at provokationen bliver argumentationen, viser sig hurtigt. Blandt andet i trusler som Mogens Nørgaard har modtaget efter sin egen trussel/provokation. Diskussionen om politiets håndtering blokaden i Valby bliver ikke nemmere af, at Politiforbundet økonomisk støtter parterne på den ene side af konflikten.

Det er trist at følge udviklingen i denne her konflikt, når man som jeg grundlæggende er tilhænger af aftalemodellen mellem arbejdsmarkedets parter. Den har eksisteret lige så længe, som vi har haft civiliserede forhold på arbejdsmarkedet. Og skønheden ligger i, at både arbejdsgivere og arbejdstagere på lige fod kan mødes og forhandle.

Men i de seneste 25 års samfundsudvikling har begge parter forsømt at modernisere organisationer, aftaler og sanktionsmuligheder, så de matcher en langt mere individorienteret, teknologisk og global virkelighed. Konsekvensen er, at en uundgåelig og moderne konflikt, som den PROSA og CSC skal løse, ultimativt skal udkæmpes med forældede våben.

Øv

Så jeg forstår i den grad Mogens’ frustration. Og jeg er rigtig ked af, at Mogens ikke har kunnet råbe os op i medierne på anden måde end gennem provokationen. For det er en svær kunst.

Se bare Jokerens nu lukkede blog for modemagasinet Cover eller Lars von Trier i Cannes.