Hvem skal bestemme, hvad der er fortroligt?

I fredags holdt en række organisationer med Dansk Privacy Netværk i spidsen en konference om privacy på Christiansborg. Der var en en helt række relevante indlægsholdere med forskellige indgange til emnet. Selv havde jeg fornøjelsen af at være moderator ved den afsluttende paneldebat.

Der sker noget, når man går gennem døren ind på Christiansborg for at deltage i møder - store eller små. Det der foregår her er alvor. Og netop derfor er det trist, at kun én politiker var tilstede, nemlig Socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan, som også havde inviteret Dansk Privacy Netværk til at holde konferencen i den gamle Landstingssal.

Stor respekt for Yildiz Akdogan samt Dansk Privacy Netværks Frederik Kortbæk og hans utrættelige arbejde for at kickstarte diskussionen om privacy i Danmark. Men tre store spørgsmål slog mig som afgørende for at komme videre:

! Der synes at herske en udbredt enighed om, at adresser og telefonnumre er det ok at dele på nettet. Mens patientoplysninger er det mest fortrolige vi kender til.
I sidste uge fortalte Ester Dyson på NEXT i Århus om projektet 23andMe, som går ud på at dele sin genprofil med sine genvenner på nettet. Jeg kender også mere end en person, som bestemt hverken ønsker adresse eller telefonnummer frit tilgængeligt nogen steder og slet ikke på nettet. Hvem skal bestemme, hvad der er fortroligt, og hvor fortroligt det skal være?

! Datatilsynet har i dag bolden, når det gælder kontrol med, at Persondataloven bliver overholdt. Men skal tilsynet fortsat have den rolle? Eller kan man på sigt forestille sig en statsadvokatur for særlig privatlivskriminalitet ligesom den for særlig økonomisk kriminalitet, som i daglig tale kaldes bagmandspolitiet?
Er privatliv ikke lige så vigtig som økonomi og bør sanktionerne for forbrydelser på området så ikke sanktioneres lige så hårdt? Hvem skal efterforske og hvordan skal vi sanktionere?

! Vi mangler en grundlæggende idediskussionen af den måde, som digitaliseringen påvirker vores liv og kultur - herunder privatliv. Siden Poul Schlüter var konservativ statsminister og sagde, at ideologier er noget bras, er vi jo holdt op med at diskutere ideer og i stedet tilbede velfærdsstaten. Nu mangler vi et begrebsapparat, der sætter os i stand til at diskutere, hvad digitaliseringen betydrer, så borgere og partier kan danne holdninger og skabe politik.

Der er nok at tage fat på. Så forhåbentlig sivede nogle af ordene ud af den smukke Landstingssal og rundt i magtens korridorer sidste fredag.