En tudekiks til journalisterne - vi har brug for det
Med afsæt i artiklen "Investigations with Impact" fra American Journalism Review spurgte Dorte Toft i et twit søndag, om den model som The Huffington Post Investigative Fund bruger til at finansiere undersøgende journalistik er vejen frem - eller/og har vi brug for et ProPublica.org i Danmark?
Non profit journalism er lige nu et hedt emne i amerikanske journalistik. Med god grund for den traditionelle frie og uafhængige presse med stærke publicistiske traditioner er under pres, fordi den eneste reelle afhængighed modellen har - nemlig indtægter i form af betalende brugere eller annoncører - er under pres.
Brugerne vil ikke købe aviser eller betale for online-indhold. Og annoncørerne vil have trafik - store mængder af trafik fra købedygtige kunder - hvis de skal hoste op med noget der bare kommer i nærheden af annoncepriserne fra printmediernes storhedstid.
Der er med andre ord ikke råd til at finansiere gravegrupper og undersøgende journalistik. Så en fond, hvor filantroper bliver en slags mæcener, synes at være helt rigtig for "den ægte journalistik" af den slags der afslører de onde og redder de gode, så alle kan leve lykkeligt til deres dages ende.
Derfor ruller diskussionen frem og tilbage, om man nu kan holde de grimme kapitalister eller enkeltsags orienterede organisationer væk fra disse fonde, så journalisterne ikke bliver kompromitteret i arbejdet med at grave og afsløre.
Diskussionen er helt relevant, men afslører desværre også, hvor hurtigt diskussioner om journalistik bliver lidt for navlebeskuende. For det er ikke kun den undersøgende journalistik og gravegrupper, der mærker den økonomisk tørke. Tørken rammer al kvalitets journalistik til skade for udviklingen af vidensamfundet.
Så det er hele den publicistiske model der trænger til et redesign. Og non profit journalism kan godt være en del af løsningen - og det kan super kommerciel journalistik også.
Men journalisterne bør jages ud til kanten, så vi står ansigt til ansigt med vores værste fjende. Finansiering.
Herude bør vi så lære af advokater, revisorer og konsulenter. Hvis redaktioner kan organiseres som partnerskaber, hvor journalisterne selv er ejere og tager de forretningsmæssige beslutninger for egne midler, så kan partnerne på redaktionen jo selv vælge, om forretningen skal være non profit og kun bære lønninger og udvikling eller indrettes som en super kommerciel markedsføringsmaskine.
Men det vil være slut med at sidde henne i et hjørne og tude over, at der ikke er penge til dit og dat i journalistikken længere. Det er helt nødvendigt, at vi journalister selv tager et ansvar for finansieringen for at sikre udviklingen af høj kvalitet, hvad enten det er oplysning til borgerne om samfundet eller afslørende journalistik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar