Hey....jeg har en blog kom jeg lige i tanke om, da jeg browsede igennem min efterhånden ret omfangsrige Google-konto forleden.
En weblog oprettet i 2003 med et ok navn. Den må kunne bruges til noget nu.
Faktisk oprettede jeg bloggen for ret præcist syv år siden, da jeg sidste gang stoppede som chefredaktør på Computerworld. Først og fremmest for at skrive noget i perioder, hvor jeg lavede noget andet end traditionel journalistik. Derfor er det nyeste indlæg før dette også mere end tre år gammelt. Siden har jeg haft rigtig, rigtig travlt med Computerworld.
I dag hvor weblog er blevet til blog og en udbredt kommunikationsform er det egentlig ret sjovt, at have sådan en gammel blog. Også selvom det kun er mig selv der har læst den. Men måske kan jeg lave om på det i en ikke al for fjern fremtid.
I løbet af den næste måned trækker jeg mig tilbage som chefredaktør på Computerworld. Jeg bliver på lønningslisten hos Computerworld og skriver, redigere og hvad jeg nu finder ud af med min afløser Line Ørskov. Det bliver en ny start både fagligt og privat.
Piet Heins ord om "at leve mens vi gør det og elske mens vi tør det" er gode at efterleve.
Samtidig med at jeg træder et skridt tilbage fra ledelsen af Computerworld, flytter jeg mig også fysisk fra København til Skødstrup. Et nyt og dejligt privatliv i det jyske bliver så godt. Og mine faglige passioner for kommunikation, ledelse og teknologi skal jeg nok finde ud af at konfigurere på en ny måde.
Her er teksten fra den pressemeddelelse vi sendte ud i eftermiddag:
Ny chefredaktør på Computerworld
Line Ørskov, 34 år, bliver ny chefredaktør på Danmarks største it-medie, Computerworld. Det sker den 1. april , hvor den nuværende chefredaktør Jan Horsager efter to år på posten vender tilbage til et job som skrivende redaktør. Line Ørskov har arbejdet med it-stoffet i ti år - først som journalist på Computerworld og siden som kommunikationschef i en række it-virksomheder, hvis forretning spænder fra outsourcing, systemudvikling over software og hardware til it-services.
"Jan Horsager har af personlige årsager af den lykkelige slags ønsket at rykke teltpælene op og flytte til Århus. De sidste to år har Jan stået ved roret og sammen med resten af ledelsesteamet navigeret Computerworld gennem den værste krise, medieverdenen har oplevet i mange år. Nu hvor stormen er ved at lægge sig, er det derfor et naturligt tidspunkt for Jan at gøre alvor af flytteplanerne uden dog at forlade Computerworld; men i stedet styrke den redaktionelle dækning med stor indsigt i teknologi og anvendelse af teknologi," siger administrerende direktør Søren Queitsch fra IDG Danmark, der udgiver Computerworld.
"Heldigvis har Line Ørskov sagt ja til at løfte opgaven, og hun kommer til at tilføre jobbet som chefredaktør på Computerworld sin egen blanding af journalistisk nerve, kommerciel forståelse og brancheerfaring - og ikke mindst en passion for it- og anvendelsen af it," siger Søren Queitsch.
Søren Queitsch understreger, at Computerworlds fokus fortsat bliver at bringe relevant, brugbart og frem for alt uafhængig viden om it til de 100.000 it-professionelle i Danmark. Det er grundlaget for Computerworlds forretning og journalistiske linie både nu og i fremtiden.
Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Søren Queitsch, IDG Danmark 77 300 255 eller 27 200 300
Line Ørskov, 27200355
1 kommentar:
Tillykke med det hele, Jan. Jeg håber at alt flasker sig vel i din nye tilværelse. Og så må jeg finde din nye by med google Maps...
/kurt
Send en kommentar