Søg i denne blog

18.8.16

Lars Seier Christensens fornemmelse for hardware

Den brede anvendelse af kvantecomputere ligger ifølge Gartner mere end ti år ude i fremtiden. Men det er i disse år og måske præcis i disse måneder, at årelangt dansk forskningsarbejde om at udnytte kvantefotonik bliver til hardware i form af en chip.



Computerworld bragte i denne uge 2016-udgaven af Gartners såkaldte Hype Cycle for emerging technologies eller nye teknologier. Analysehusets hype cycle-format udemærker sig ved på én gang at kunne illustrere, hvor en given teknologi befinder sig på buzz-word skalaen, og hvor langt samme teknologi er fra at blive anvendt bredt.

Kvantecomputere er en af de teknologier, som endnu er langt fra at blive et rigtigt buzz-word, og samtidig ifølge Gartner først vil blive anvendt bredt om mere end 10 år. Men ikke desto mindre er det en teknologi, som er helt afgørende for den teknologianvendelse, som ligger på den anden side af den fjerde industrielle revolution.

Sparrow Quantum
Det har Lars Seir Christensen tilsyneladende set. I starten af sommeren investerede han et tocifret millionbeløb i den nyetablerede danske virksomhed Sparrow Quantum, som er stiftet af forskere fra Niels Bohr instituttet.

Det kom der både et godt indslag ud af i DRs TVA – som kan ses på YouTube – og en god detaljeret artikel på Københavns Universitets nyhedssider Nyheder.ku.dk.

Selvom Lars Seier Christensen i indslaget på TVA understreger, at investeringen er endog meget risikofyldt, så er han heller ikke bange for at pege på det enorme potentiale for hele menneskeheden i kvantecomputere. Og han har fat i den lange ende.

Tekstbogseksemplet på udvikling
Et solidt årelangt dansk grundforskningsprojekt giver banebrydende resultater, der kan kommercialiseres og indgå i nye udviklingsprojekter. Uanset hvilke praktikaliteter og udfordringer, der er på skyggesiden af den historie, så er det tekstbogseksemplet på udvikling.

Knapt en måned tidligere præsenterede EU Kommissionen et forskningsprogram på 7,5 milliarder kroner til udvikling af nye teknologier inden for kvantecomputere. Quantum Flagship er et af EU-samarbejdets tre supersatsninger på teknologiforskning, der skal bringe kvanteteknologien ud af laboratorierne og ind i virksomhederne gennem samarbejde mellem europæiske forskere og virksomheder … et godt eksempel kunne være Sparrow Quantum.

Forventningen til kvantecomputere
Forventningen til kvantecomputerne er, at kunne sætte turbo på den i forvejen hurtige databehandling vi kender i dag samt lette opbevaring og transport af data til gavn for digitaliseringen. Men drivkraften i forskningen er nok reelt udsigten til at kunne løse en række ligninger, som det i dag er umuligt at finde løsninger på – og dermed få svar på en lang række spørgsmål i kemi og fysik til gavn for videnskaben.

Det er med andre ord grundlaget for den næste digitale infrastruktur, som forskningsgruppen Kvantefotonik på Niels Bohr Instituttet i København er i gang med at definere. De har gennem ti års møjsommelig grundforskning bogstavelig talt tæmmet lyset til en enkeltfotonkilde, så de kan begynde at udnytte fotonerne efter det såkaldte kvantemekaniske superpositionsprincip.

Partikler kan være to steder på én gang
Populært sagt betyder det, at kvantepartikler som fotoner kan være to forskellige steder på en gang. Derfor kan de bruges til at håndtere informationer i qubits, der både er 0 og 1 på en gang; hvor vi i dagens computere bruger transistorer, som håndterer informationer i bits, der er enten er 0 eller 1.

Søren Stobbe, der er lektor i kvantefotonik og administrerende direktør for Sparrow Quantum sagde i maj til Nyheder.ku.dk:

”Udviklingen af en pålidelig enkeltfotonkilde er et første skridt mod en fremtid, hvor fotonisk kvanteteknologi kan finde anvendelse indenfor for eksempel kvantesimulatorer, ubrydelig kryptering eller måske ovenikøbet et kvantebaseret internet. Vi håber i de kommende år at samarbejde med andre forskere om at udvikle løsninger baseret på fotonteknologi – løsninger som tilsammen kan revolutionere den måde, vi bruger informationsteknologi på.”

Ingen kommentarer: