Søg i denne blog

19.1.16

Tid til resiliens

Forstyrrelser er livets grundvilkår. Håndteringen af forstyrrelser eller manglen på samme bliver fuldt synlige med digitalisering. Derfor er der behov for resiliens i vores ledelse.



Jeg ser helst glasset som halvt fuldt. Men når kriserne, konflikterne og tiltagende kaos ikke synes at ville tage nogen ende, så kan det godt være en udfordring.

Forstyrrelserne både i vores egne organisationer, lokalsamfundet, landet og globalt bliver om ikke flere så mere synlige eller nok i virkeligheden en kombination. Digitaliseringen er med til at sætte fart på en udvikling, hvor alle processer skal drives lidt hurtigere og lidt bedre.

Forstyrrelser og deres håndtering bliver synlige
Det skaber konstante ændringer, som forstyrrer den måde, vi lige var blevet vant til at gøre tingene på. Samtidig er digitaliseringen også med til at gøre det synligt, hvad der bliver gjort for at håndtere forstyrrelserne ved at løse problemer eller ændre og udvikle.

I de kommende dage samles verdens topledere igen i Davos for at sætte det lange lys på og i år kigge på, hvordan den fjerde industrielle revolution vil ændre verden. Og som om de ikke havde problemer nok at overveje, så har de traditionen tro fået World Economic Forums årlige Risk Report, som beskriver de største trusler i verden og deres sammenhænge.

Steen Hildebrandt og resiliens
I researchen for at undgå, at glasset pludselig skulle blive halvt tomt, stødte jeg heldigvis på et videointerview med professor emeritus  Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet, som i forbindelse med organisationen Ledernes jubilæumskonference blev spurgt om, hvad han ser som de største ledelsesudfordringer i de næste 25 år.


“Resiliens forstået som det at skabe virksomheder og ledelsessituationer som kan eksisterer under stærkt omskiftelige vilkår. Det vil sige, kan eksistere ikke på trods af men måske i virkeligheden i kraft af, at de hele tiden bliver forstyrret.”

“Så resiliens handler om forandringer - men den særlige kategori af forandringer der kommer udefra som forstyrrelser og overraskelser og i virkeligheden ofte ses som negative overraskelser. Hvad gør vi for at se disse forstyrrelser som positive ting, der hjælper virksomhederne og organisationerne til nytænkning.”

Det skal vi nok lige arbejde lidt med
Så var glasset halv fuldt igen. Selvom ledelse altid har handlet om at løse problemer og skaber orden i kaos, så er resiliens nok en disciplin, som vi, der er midt i karrieren, skal arbejde lidt mere med end de generationer, som i disse år indtager arbejdsmarkedet.

Information bragte i sommeren 2014 artiklen: Værsgo, her det nye omstillingsmantra: resiliens. En historie som giver god inspiration til positive tanker.

Ordet resiliens er optaget i danske sprog i 1999 og defineres som evnen til at kunne gendannes eller heles - robusthed. En definition som ikke alene er nødvendig for at overleve digitalisering men i den grad for at kunne udnytte mulighederne.

Lad os gøre forstyrrelse til et aktiv

Ingen kommentarer: