Søg i denne blog

1.5.14

Træls uge for tech-skrivere og digiteratier




For os tech-journalister og andre digeratier, så er ugens afsløring af Se og Hør-sagen ikke bare en skandale, det  er en professionel krise:

Journalister på et dansk medie har angiveligt brugt kreditkort data fra intetanende brugere som kildemateriale. Kildemateriale som angiveligt er stjålet fra en global it-leverandør, som håndterer data for finanshuset, der leverer de intetanende brugeres økonomiske transaktioner.

Selv uden beskrivende tillægsord får sagens problemer i både journalistik og digitalisering det til at vende sig i maven på mig. Som stod jeg i et andet rum og lyttede på larmen inde ved siden af velvidende, at i samme sekund jeg åbner døren og siger, hvad foregår der her, så påtager jeg mig en del af ansvaret for at gøre noget ved situationen.

Well måske er det på tide: Legen er slut. Nu skal der ryddes op.

Analysen fra Pittelkow & Jespersen
Billedet på legen stammer fra Ralf Pittelkow og Karen Jespersens analyse i deres eget medie "Den Korte Avis". Jeg får "Den Korte Avis" leveret hver dag i min indbakke og kan næsten ikke klare det konstante fokus på at nedgøre folk med anden etnisk baggrund end kødfarvet, men læser med fryd Pittelkow og Jespersens begavede og skarpe analyser - også denne om Se og Hør-sagen.

Tillad mig at citere, det jeg opfatter som kernen i analysen:

"Stadig oftere ser man folk opføre sig, som om det, de laver, bare er noget, de leger. Ungdommelige politikere løber for eksempel rundt på Christiansborg og leger politik. Journalister leger ”hold-kæft-hvor-tager-vi-fusen-på-de-kendte-og-kongelige”.
Denne attitude er produktet af et samfund, hvor det, man gør, ofte er uden konsekvenser. I skolen har det for eksempel ikke de store konsekvenser at larme i timerne eller lade være med at lave lektier.
Sådan får man indarbejdet den opfattelse, at man ikke behøver at vise ansvar og alvor – for slet ikke at tale om dårlig samvittighed. Når man dummer sig eller forbryder sig forventer man, at det er ret konsekvensløst. ”Det er bare noget, vi leger”.
It-manden og personer på SE OG HØR har formentlig begået noget kriminelt. Men de har optrådt, som om den tanke ikke rigtig er faldet dem ind. De har taget for givet, at der ikke lå nogen straf og ventede på dem."

Hverken journalistik eller digitalisering er en leg - det er der forresten ikke ret meget der er.

Men især digitaliseringen forandrer i disse år helt grundlæggende den måde, vi gør ting på i både privat- og arbejdsliv. Og konsekvenserne af manglende omhu, hvad enten det er i planlægningen, driften eller sikkerheden har konsekvenser for menneskers liv fra de helt overordnede rammevilkår til det helt bogstavelige fysiske liv i for eksempel sundhed, trafik og så videre.

Vær gode samfundsborgere
Men hvad kan vi gøre, når vi så står i døråbningen og råber: Hvad foregår der her?

Vi kan forvente af andre og så i øvrigt selv være gode samfundsborgere. For samfund består af mennesker der handler - gode og dårlige handlinger konstituerer tilsvarende samfund.

Det handler sådan set bare om at tænke sig om og være ordentlig. Med andre ord om moral; moral formet af klassiske dyder, som for eksempel respekt, omhu, flid, ydmyghed men sandelig også mod til at stå ved og tage ansvaret for egne holdninger og handlinger. Hver eneste dag.

Lev efter et motto
Et motto bruges til at beskrive dit værdigrundlag. Mit motto er Flid, Nysgerrighed, Integritet.

Det er jo ikke sjovt, rart eller nice. Men det skal det sådan set heller ikke være, for livet er alvor og højtideligt og skal efter min mening leves i ånden fra  Piet Heins gruk:

Den, som tar / spøg for spøg / og alvor kun alvorligt / han og hun / har faktisk fattet / begge dele dårligt.

Ingen kommentarer: