Efter velfærdsstaten

Frisk pust over landet.

Sådan lyder overskriften på en plakat jeg så bag på en af Københavns toetagers busser forleden. Under teksten ser man et fire meter højt billede af Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard flankeret af de to yngre multifunktions politikere Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl.

Men der er altså ikke meget frisk luft i den selvtilstrækkelighed, nationalisme og intolerance, der præger Danmark efter velfærdsstaten toppede mellem 1985 og 1990.

Dansk Folkeparti er et rendyrket sindbillede på den udvikling. Men alle partier i det efterhånden meget store midtersegment har en rem af huden.

Selvtilstrækkelighed, nationalisme og intolerance skaber et samfundsmæssigt vakuum, der hæmmer nye ideer og dermed udvikling af samfundet.

Danmark har ligesom resten af Europa og USA desperat brug for nye ideer, der kan bringe os videre til en bæredygtig samfundsform efter velfærdsstaten.

Udvikle demokrati og velfærd
Vi har altså virkelig brug for et friskt pust over landet. Men luften skal være helt frisk og rumme nye tanker, der både kan udvikle vores syn på velfærd og demokrati for at fremtidssikre Danmark midt i verden i stedet for i udkanten.

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord bag en lukket grænse, hvor pensionister og børnefamilier loves guld og grønne skove, er ikke et friskt pust men en em fra et rum, hvor der har været lukket alt for længe.

Den danske kultur er siden vikingetiden formet af handel og dermed interaktion med og inspiration fra fremmede folkeslag. Den inspiration og interaktion er helt afgørende for den friske luft i Danmark.

Danmark har ubestrideligt det økonomiske råderum, der skal til for at skabe et samfund baseret på ønsket om global udvikling og balance. Spørgsmålet er bare om vi også har det åndelige råderum i en tid, hvor drivkraften er selvtilstrækkelighed, nationalisme og intolerance – og hvor hurtigt et underskud i det åndelige råderum vil påvirke det økonomisk råderum?